Nyheder

Her kan du læse nogle af de seneste pressemeddelelser og artikler om nye produkter og systemer samt forskellige løsningsmodeller

Scanvaegt Systems A/S og Borncut A/S i ny stærk alliance

Scanvaegt Systems A/S og Borncut A/S i ny stærk alliance

Scanvaegt Systems A/S og Borncut A/S har indgået en stærk alliance om udvikling, salg og servicering af portioncutters til den globale fødevareindustri. Portioncutters sikrer præcis opskæring af fisk, fjerkræ og kød, som giver kunderne større fortjeneste. De første maskiner er allerede i produktion.

Stifterne af Borncut udviklede som ansatte hos Norfo tilbage i 1992 den første portioncutter i verden. Dengang blev der også etableret samarbejde med Scanvaegt-koncernen. Samarbejdet resulterede i at Scanvaegt købte Norfo. I 2006 blev Scanvaegt-koncernen imidlertid solgt og samarbejdet med de nye ejere sluttede nogle år senere.

Nyt samarbejde med rødder i fortiden
Nu er alliancen genoptaget og Scanvaegt Systems og Borncut er med deres særlige fortid de to virksomheder i verden, der ved mest om portioncuttere. Den nye maskine er udviklet i tæt samarbejde og testet hos en af Scanvaegt Systems nøglekunder. Gorm Holger Sørensen, direktør og leder af udviklingen i Borncut udtaler: ”Det er unikt at være med i et så engageret team i både Borncut og Scanvaegt Systems. Vi har valgt de bedste og nyeste teknologier, og allerede nu kan vi release en portioncutter, som lever op til både vores egne og kundernes høje krav.”

Store fordele for kunderne
Ole Schou Mortensen, bestyrelsesformand i Borncut udtaler: ”Den nye serie af portioncutters er baseret på den nyeste teknologi inden for styring og design af portioncutters. Betjeningen af maskinen er særdeles brugervenlig - ved hjælp af 3D skærm-teknologi bliver opskæringen af kødet visualiseret og dermed gjort endnu mere nøjagtig. Det optimerer opskæringen, øger udbyttet af råvaren og skaber dermed større indtjening hos kunderne. Samtidig anvendes ”drag and drop” teknologi, som gør betjeningen mere intuitiv og smidig. Rengøring og vedligehold er blevet nemmere med det nye design, og sikrer en høj hygiejnestandard og reduceret arbejdstid. Vi forventer os rigtig meget af denne nye produktlinje.”

Fremtid med stor vækst
Scanvaegt Systems og Borncut forventer stor vækst på salg af portioncutters. Viceadm. direktør hos Scanvaegt Systems, Jan Deding udtaler: ”Vi har længe ønsket at kunne tilbyde vores kunder denne produktlinje, og vi har en strategi og kundeportefølge, der passer til den. Derfor er løsningen optimal for både Borncut og os, og vi ser frem til at kunne tilbyde vores kunder den bedste løsning på markedet.”

Borncut A/S – Bornholmsk fødevarespecialist
Borncut A/S er en nystartet bornholmsk virksomhed. Borncut udvikler og producerer udstyr og løsninger til den globale fødevareindustri og er etableret af de oprindelige folk bag verdens første portioncutter. Virksomhedens udviklingsteam har mellem 12 og 25 års erfaring med portionering og kender de nøjagtige markedskrav i fødevareindustrien.

Tilbage