Salgsingeniør

Salgsingeniør

Teknisk bred profil

Vil du være bindeleddet mellem sælgerne og leveranceorganisationen i en virksomhed, der leverer automatiserede løsninger til kunderne?

Scanvaegt Systems er en velkonsolideret 100% danskejet virksomhed, der siden 1932 har arbejdet med at dygtiggøre sig inden for deres område; salg og servicering af systemer til håndtering, vejning, sortering, portionering, etikettering og pakning af produkter. I dag er produktpaletten stor, og kompleksiteten i porteføljen er vokset sammen med kundernes behov for automatisering.

I den forbindelse søges en Salgsingeniør til at assistere sælgeren, datterselskabet og/eller forhandleren, når kundens behov er afdækket og løsningen skal gennemarbejdes og specificeres.

Teknisk bred profil, som kan forstå kundens behov og levere en god løsning
I projekterne er du involveret fra start i processen. Opgaven starter oftest med, at sælgeren leverer en råskitse til dig, hvorefter du får strikket en løsning sammen, som kan præsenteres for kunden i enten CAD eller Solid Works format. I salgsforløbet indgår du aktivt i salgsteamet med deltagelse i projektmøder og opdatering af tegninger og tilbud. Når ordren er i hus overdrages projektet til en projektleder, som både kan være intern eller en ekstern.

Du forventes at spille en rolle i kundeopfølgningen efter levering af løsningen og desuden internt at sikre, at prislister og kalkulationsmateriale er opdateret i systemerne og sat i struktur.

Som person er du nysgerrig, forstår at lytte og er drevet af at gøre en forskel. Du har et forholdsvist højt servicegen, men du er ikke bange for at påtale det, hvis det afleverede materiale til dig er af for ringe kvalitet.

Den rette kandidat kan have sin erfaring fra enten teknisk salg eller mekanisk konstruktion. Erfaringsmæssigt ved du, hvordan en proceslinje fungerer – uden dog præcist at vide, hvordan den enkelte maskine opererer. Med tiden forventes det, at du bliver selvkørende.

Arbejdsstedet er på hovedkontoret i Aarhus Nord (Skejby), og der vil være ca. 10-20 rejsedage om året.

Kunderne efterspørger Scanvaegt Systems løsninger – i den vanlige høje kvalitet
Som ansat hos Scanvaegt Systems, bliver du en del af rejsen. Du kommer, som den du er, og med det du kan. Til gengæld får du et stærkt fællesskab, samt muligheden for at arbejde sammen med mange forskellige mennesker med forskelligartede kompetencer.

Scanvaegt Systems vægter struktur og stærke processer højt. Filosofien i virksomheden er, at den enkelte har de bedste forudsætninger for at lykkes, såfremt der foreligger en tydelig forventningsafstemning og stærk projektmodel.

Ansøgning
Rekrutteringen sker i samarbejde med konsulentfirmaet Compass Human Resources Group. Klik her på ”ANSØG” for at søge jobbet.

Vi læser ansøgninger løbende, så jo før du sender din ansøgning, jo bedre er dine muligheder.

Har du spørgsmål inden da, så kontakt meget gerne Konsulent Mikael Hage på +45 2132 9212. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Ansøgningsfrist:
Hurtigst muligt

Arbejdssted:
Aarhus Nord

Scanvaegt Systems
Scanvaegt-koncernen er teknologisk trendsætter inden for sit felt. Området omfatter fremstilling af integrerede Microsoft-kompatible softwareløsninger og datasystemer, industri computers, etiketteringssystemer, produktionskontrol- systemer, automatiske veje- og sorteringsanlæg samt elektroniske vægte.

Scanvaegt Systems beskæftiger ca. 200 medarbejdere og hovedkontoret er beliggende i Århus, omfattende salgs- og servicenet i Danmark og igennem datterselskaber i Norge, Sverige, Tyskland og Polen, samt forhandlere i en række andre lande.