Servicekoordinator

Servicekoordinator til Scanvaegt Systems

Motiveres du af en selvstændig og udfordrende rolle, hvor du er med til at sikre motiverede kolleger samt glade og tilfredse kunder?

Scanvaegt Systems er en velkonsolideret 100% danskejet virksomhed, der siden 1932 har arbejdet med at dygtiggøre sig inden for området; salg af anlæg der kan veje, portionere, etikettere og pakke kundernes produkter. I dag er produktpaletten stor og kompleksiteten i porteføljen er vokset, sammen med kundernes behov for automatiserede anlæg.

Scanvaegt Systems vækster, og efterspørgslen i markedet er stor og således også på service af vores produkter placeret ude hos kunderne. I takt hermed ønsker Scanvaegt Systems at ansætte yderligere en Servicekoordinator til et team på tre engagerede medarbejdere, som tilsammen står for al koordinering af Scanvaegt Systems’ 45 Serviceteknikere rundt om i Danmark.

Som Servicekoordinator bliver du ansvarlig for at koordinere opgaver og kørsel for 12 Serviceteknikere med tilknytning til Sjælland. Dette indebærer bl.a. daglig telefonisk kontakt med kunder, hvor din rolle bliver at vurdere den enkelte sag og herefter sikre, at der bliver taget hånd om forespørgslen på bedste vis, alt sammen med fokus på, at kunden oplever en professionel og imødekommende service. I den henseende vil du samtidig spille en vigtig rolle i forhold til at få videreformidlet opgaven internt i organisationen og allokeret de nødvendige ressourcer. Du vil i stillingen som Servicekoordinator således opleve en spændende og varieret hverdag, hvor du vil have kontakt til mange forskellige interessenter.

Stærk koordinerende profil som trives i en hverdag, hvor tingene går stærkt

Du kommer formentlig fra en lignende stilling, hvor koordinering på højt plan har været omdrejningspunktet for dit arbejde. Du arbejder struktureret og forstår at prioritere dine opgaver. Herudover evner du at træffe hurtige beslutninger og holde overblik i et miljø, hvor tingene går stærkt. Det motiverer dig at yde den bedst mulige service, eksternt såvel som internt i virksomheden.

Du er nysgerrig af natur og har det godt med at henvende dig direkte til kollegerne for at få svar på dine spørgsmål. Du har lyst til at være med til at påvirke dit arbejde og dine arbejdsgange og giver derfor også din mening til kende, når du har forslag til forbedringer. Du trives i en selvstændig rolle, samtidig med at du byder ind rent socialt til fællesskabet.

Uddannelsesmæssigt er der ikke noget krav, men det forventes, at du har siddet i en lignende funktion i minimum 3 år. Du er tryg ved at arbejde i IT systemer. Kendskab til tysk vil være en fordel.

Ansøgning
Send venligst din ansøgning med CV til jobs@scanvaegt.dk. Vi læser ansøgninger løbende, så jo før du sender din ansøgning, jo bedre er dine muligheder. Har du spørgsmål inden da, så kontakt meget gerne Teamleader Dorte Ottosen på tel. 70 20 17 30. Alle henvendelser behandles fortroligt.

Ansøgningsfrist:
Hurtigst muligt

Arbejdssted:
Aarhus Nord

Scanvaegt Systems
Scanvaegt Systems er en markedsledende leverandør af high-tech koncepter og løsninger til vejning, etikettering, pakning, portionering, sortering, inspektion og dataprocessing til bl.a. fødevareindustrien, transport-, energi og miljøsektoren samt detailsektoren. Virksomheden har hovedkontor i Aarhus, beskæftiger over 200 medarbejdere og har et salgs- og servicenet af datterselskaber i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Polen samt forhandlere i en række andre lande.